Robotter i kloakken vil spare samfundet kæmpe millionbeløb

28-10-2018

I fremtiden skal landets kloakker bebos af overvågningsrobotter. Ved hjælp af robotterne, ’big data’ og kunstig intelligens (AI) vil et nyt forskningsprojekt spare flere hundrede millioner kroner på vedligehold af kloakker

Manglende viden om kloakrørene gør at danske vandforsyninger må udskifte rørene lang tid før forventet. Selv en lille forbedring i rørenes levetid kan give en besparelse på et trecifret millionbeløb, og det er ambitionen i et nyt fælles forskningsprojekt som EnviDan er med i sammen med flere danske vandforsyninger, teknologivirksomheder og universiteter, finansieret af Innovationsfonden.

En af de dyreste infrastrukturer i Danmark ligger nemlig under jorden. De danske vandforsyninger, som ejer og har ansvaret for kloaknetværket bruger i dag manuel TV-inspektion for at undersøge kloakrørenes tilstand.

- De nyeste computer vision og AI-algoritmer, som vi forsker i, muliggør automatisering af komplicerede opgaver. Ud fra vores erfaring fra andre forskningsprojekter forventer vi automatisk at kunne finde fejl i kloaknetværket ud fra de sensordata, den nye robot vil levere, siger Thomas Moeslund, professor ved AAU.

Vandforsyningerne har ikke mulighed for at overvåge alle kloakrør konstant, og det betyder, at man ofte udskifter rørene inden det er nødvendigt, for at være på den sikre side. I en undersøgelse som EnviDan har lavet blandt en række danske forsyninger, viser det sig at kommunerne i gennemsnit udskifter rørene, når de er 40-50 år gamle, på trods af at de har en forventet levetid på 75 år. Visionen er at overvågning af kloakken med robotterne sker automatisk, og at vandforsyningerne kun skal gribe ind lige inden et rør trænger til renovation eller udskiftning.

Mads Uggerby, Udviklingschef i EnviDan. siger: Kombinationen af den løbende automatiserede overvågning samt anvendelse af AI til visuel genkendelse og fremskrivning af de observerede skader og fejl, vil sætte os i stand til at øge den gennemsnitlige levetid, uden det går ud over forsyningssikkerheden. 

EnviDans portal og vores erfaring med anvendelse af kunstigintelligens i forsyningssektoren betyder, at vi med ASIR-projektet forventer at kunne spare forsyningerne, og i sidste ende forbrugerne, for årlige trecifrede millionbeløb ved realistiske 10 procents levetidsforlængelse.

Potentiale for eksporteventyr

Målet med projektet er at automatisere hele inspektionsprocessen. Robotter skal sættes ned i kloakkerne for at opsamle data om rørene, og computeralgoritmer skal så analysere data og finde uregelmæssigheder i rørene.

Hovedmålet er at minimere vandforsyningernes udgifter til deres kloaknetværk, men derudover kan projektet også medføre et eksporteventyr for de involverede virksomheder, fordi kloaknetværk i hele verden oplever samme udfordringer som i Danmark.

- Med ASIR projektet bliver kloakken mere gennemsigtig fordi vi bruger den nyeste forskning og teknologi til at indsamle data og efterfølgende analysere disse data. Besparelsespotentialet for de danske vandforsyninger er stort. Så med tanke på at problemet er det samme i hele verden, er potentialet enormt, siger Jens Peder Kristensen, der er CEO TinyMobileRobots ApS.

For at målet kan opnås er det nødvendigt at gennemføre forskning og intensive test. Med innovations Fondens investering i projektet får projektdeltagerne mulighed for at lave forskning og test, som i sidste ende skal vise at Danmark er i den absolutte elite indenfor højteknologisk produktudvikling.

Projektdeltagerne har stor erfaring inden for hver deres felt og vil tilsammen sammensætte et produkt med nogle af de mest lovende teknologier der arbejdes med og forskes i.

Mads  Uggerby

KONTAKT MIG FOR MERE INFO

Mads Uggerby

+45 42 12 54 72

Flere udviklingsprojekter i EnviDan