Danmarks (måske verdens) første spildevandsturbine vinder arkitektonisk pris

19-10-2020

Hvor udløbsledningen fra BlueKoldings centralrenseanlæg forsvinder ud i Lillebælt, blev der i 2018 etableret et turbineanlæg, som er det første af sin slags i Danmark. Turbineanlægget etableres i totalentreprise med Aarsleff og EnviDan, som præsenterede den bedste løsning, og dermed blev vindere af udbuddet. Projektet sikrer BlueKolding et maksimalt udbytte af faldhøjden på 35 m fra centralrenseanlægget til Lillebælt samtidig med etableringen af et driftssikkert anlæg. Med turbineanlægget gendannes ca. 25 % af den energi, der er forbrugt til pumpning af spildevandet fra Kolding til centralrenseanlægget.

Også udenpå blev der lagt ekstra kræfter i at skabe en bygning, som går i ét med naturen, og det er i dén grad lykkedes for Tegnestuen Mejeriet A/S, som stod for arkitekturen af turbinebygningen. Bygningen er kamufleret som en stabel træstammer, og man skal helt tæt på for overhovedet at opdage, at det er andet og mere end en bunke træ. Den innovative bygning har derfor også nu fået hædrende omtale, da Kolding Kommune i forbindelse med Arkitekturens Dag uddelte priser til de 10 vindende byggerier og anlæg rundt om i kommunen. Den et år gamle turbine leverer dermed ikke blot klimaneutral energi, men er også et udtryk for god arkitektur.

Du kan læse meget mere om de tekniske detaljer og turbinens funktion HER.

Jens  Albrechtsen

KONTAKT MIG FOR MERE INFO

Jens Albrechtsen

+45 40 53 28 06